Baggrundsmateriale til samfundsfag i gymnasieskolen udarbejdet i forbindelse med Operation Dagsværk 2006.

Link til nedredigeret, trykt udgave af denne tekst

 

Økonomisk politik og sociale forhold i det nye Sydafrika

Af Hans Erik Stolten

 

Sydafrika er et land, der fortsat fascinerer og engagerer mennesker i hele resten af verden. Samtidig med, at landet er en del af den tredje verden, udgør det også i sig selv et mikrokosmos, der kan illustrere mange af de globale problemer, vi står overfor.

Gennem mange år var hele det sydlige Afrika domineret af Sydafrikas økonomiske overlegenhed og militære herredømme. Folkelige bevægelser, drevet af optimistisk aktivisme, og med bånd til nordiske solidaritetsbevægelser, muliggjorde sejren over det racistiske apartheidstyre. Sydafrikas fremtidige udenrigspolitiske kurs vil få betydning for hele Afrika og kan i heldigste fald blive et ideelt eksempel på syd-syd-samarbejde. Man har allerede stillet sig i spidsen for nye inter-afrikanske samarbejdsformer, såsom AU og NEPAD. Landets forhold til nabolandene og til Vesten byder også på lærestykker om ind- og udvandring eller for at bruge et nyt udtryk: Global apartheid. Sydafrikas erfaringer omkring historisk bearbejdning af fortiden, landreformer, og urbaniseringsprocesser er også interessante for resten af verden.

Set fra Norden tilbyder Sydafrika et voksende middelklassemarked for sofistikerede produkter og landet kan fungere som en indgangsport til resten af Afrika. Sydafrika har også et relativt stort akademisk miljø, der indbyder til kvalificerede diskussioner omkring samfundsudviklingen og mange vestlige institutioner har da også oprettet samarbejdsaftaler med sydafrikanske partnere.

 

Siden overgangen til flertalsstyre har Sydafrika udviklet ideen om ”regnbuenationen” hen mod en mere afrikansk præget vision, som præsident Mbeki har kaldt ”afrikansk renæssance”. Om udviklingen har modsvaret det proklamerede mirakel eller om den tværtimod har været fejlbehæftet er faktisk noget, som hver enkelt må afgøre med sig selv. Det er fuldt ud muligt at finde data og fremstillinger som understøtter optimistiske forventninger om en lys fremtid for landet. Det følgende er imidlertid ment som en kritisk, men forhåbentlig afbalanceret, vurdering af den sydafrikanske regerings valg af økonomisk udviklingsmodel.

 

Geografisk og befolkningsmæssigt er Sydafrika et stort land. Det samme gælder ikke for økonomien, når bruttonationalproduktet fordelt på indbyggere anvendes som målestok. BNP (212.8 mia.$) er en smule mindre end Danmarks (241.4 mia.$), mens befolkningen er næsten 10 gange så stor. Den sydafrikanske økonomi kan karakteriseres som relativt lille og åben. Samtidig er landet afhængig af både en konjunkturfølsom råvareeksport og af importerede kapitalgoder.

I regionen er Sydafrika dog en økonomisk stormagt. Sydafrikas BNP er næsten tre gange så stort som det samlede BNP for de øvrige lande i det sydlige Afrikas samarbejdsorganisation, SADC, hvilket siger noget om kontinentets generelle fattigdomsniveau.

Ifølge Verdensbankens kriterier tilhører Sydafrika gruppen af øvre middelindkomstlande. Hvad der gør Sydafrika specielt, er omfanget og naturen af de sociale skel. Det er frem for alt den ”raciale” karakter af uligheden, som adskiller Sydafrika fra andre lande. Selv om de sortes indkomster er steget en smule mere end de hvides fra begyndelsen af 1970’erne og frem, er en hvid gennemsnitsindkomst fortsat et sted mellem 5 og 8 gange større end en sort, alt efter hvilke undersøgelser, der refereres til.  

 

Arven fra apartheid - den socialøkonomiske baggrund

Den sydafrikanske økonomi var meget dynamisk i 1950’erne og 1960’erne, hvor apartheidsystemet sørgede for en kontrolleret tilgang af disciplinerede og underbetalte sorte arbejdere, men fra 1973-74 stagnerede væksten. Den særlige sydafrikanske kapitalisme, hvor protektionisme og statsstøtte til sektorer domineret af afrikaanstalende hvide gik hånd i hånd med indskrænkninger i mobilitet, uddannelse og købekraft for befolkningsflertallet, havde mistet sin dynamik. Tages der højde for befolkningsvæksten, faldt produktionen pr. indbygger faktisk fra 1982 og gennemsnitsindkomsten var i 1994 betydeligt mindre end i 1975. Den nye demokratisk valgte regering stod derfor overfor den vanskelige opgave at skulle reaktivere en stagnerende økonomi.

 

Sydafrika var gennem mange år berygtet, ikke bare for den institutionaliserede racediskrimination, men også for en ekstremt skæv indkomst- og formuefordeling og det er her, man skal finde den største udfordring for ANC-regeringen.

 

Efter Sydafrikas selvstændighed fra England i 1910 gennemtvang de skiftende regeringer et ”segregation”-system, der gradvist øgede raceadskillelsen og den hvide befolkningsgruppes kontrol med landet. Ordningen omfattede bl.a. jordlove, som gav 60.000 hvide farmere kontrol over næsten 70 % af landbrugsjorden og dette forhold er faktisk ikke ændret væsentligt siden.

Et stort flertal af den sorte landbefolkning har stadig en indkomst, der ligger langt under fattigdomsgrænsen og hvis denne befolkningsgruppes levevilkår blev lagt til grund, ville Sydafrika høre til blandt de fattigste u-lande.

Indvandringen til byerne omfatter hundredetusinder hvert år. Byerne er ikke indrettet til at absorbere så mange tilflyttere, eftersom apartheidpolitikken var baseret på en antagelse om, at afrikanerne hørte til i de såkaldte ”homelands”. I dag lever op mod 10 millioner sydafrikanere i informelle skure og små hytter i townshipområderne.

 

Apartheids økonomiske arv:

·            En industrisektor, som ikke er internationalt konkurrencedygtig.

·            Et slidt produktionsapparat, som ikke umiddelbart kan gøre brug af de mange arbejdsløse og ej heller er gearet til at producere de varer, som befolkningsflertallet har behov for.

·            En ineffektiv og fjendtligt indstillet offentlig administration, som nu er blevet omstruktureret.

·            En alvorlig mangel på veluddannet arbejdskraft som følge af apartheids bevidste underudvikling af landets menneskelige ressourcer.

 

Apartheidtidens subsidier til det hvide storlandbrug blev hurtigt nedtrappet, da ANC-regeringen mente, at støtten var uretfærdig og medførte høje fødevarepriser. Reformerne førte til færre produktive investeringer og yderligere kapitalkoncentration. Størrelsen af landbrugsproduktionen har været næsten uændret.

Reglerne for en omfordeling af jorden har indtil videre bygget på princippet om ”villig køber/villig sælger”. Det vil sige, at afrikanerne som hovedregel kun kan tilbagekøbe den jord, der blev taget fra dem under koloni- og apartheidperioderne, til markedspris og kun i det omfang, den er til salg. Kun et par procent af jorden er blevet givet tilbage og jobskabelsen har derfor været ringe på dette område. Den nuværende jordfordeling fremstår som en skærende uretfærdig arv fra apartheid. På den anden side sikrer strukturen en rigelig produktion af fødevarer og Sydafrika er et så tilpas industrialiseret land, at de fleste afrikanere nok opfatter sig selv mere som lønarbejdere end som potentielle bønder.

 

I apartheidtiden opbyggedes et oppustet administrations- og sikkerhedsapparat og efter 1994 er over 200.000 arbejdspladser skåret væk indenfor den offentlige sektor. Mange stillinger er også bortsparet ved strømligning og kommercialisering af halvstatslige selskaber. En del virksomheder i de tidligere bantustans/homelands, oprettet under ”separate development” periodens regionalpolitik, er blevet lukket.

 

Det høje niveau af voldelig kriminalitet udgør en alvorlig hæmsko for udenlandske investeringer. Det samme er tilfældet med den ustabilitet, som HIV/AIDS påfører arbejdsmarkedet.

Under apartheids sidste 20 år blev mere end 40 % af arbejdsstyrken sat udenfor samfundet og overladt til sin egen skæbne i slumbyernes ofte brutale fællesskaber. Det var reelt, mere eller mindre direkte, denne udvikling, som gjorde Sydafrika uregerlig for det gamle regime. Det eneste middel til at sikre samfundets fornyede sammenhængskraft er nok, at mange flere sikres ordinært arbejde. Indtil videre kniber det noget.

 

Sociale og økonomiske realiteter

Indtil for nylig var der faktisk kun få tegn på, at den økonomiske fornyelse ville lykkes. Sydafrikas post-apartheid økonomi har været præget af en relativ lav vækst og et beskedent investeringsniveau kombineret med stigende arbejdsløshed. Regeringen har forsøgt at fremme investeringslysten gennem deregulering, privatisering og statslig tilbageholdenhed, men for en stor del af befolkningen har det sydafrikanske mirakel udviklet sig til noget af en skuffelse.

Siden 1994 er økonomien kun vokset en ubetydelighed hurtigere end befolkningstilvæksten og BNP pr. capita er næsten uændret. Der findes endda kilder, der viser, at det reelle gennemsnitlige indkomstniveau er faldet, samtidig med at forskellene mellem sorte og hvide er vokset.

Fra 1994 til 2001 steg den åbne, registrerede arbejdsløshed fra ca. 16 % til over 32 % - et højere niveau end i noget andet middelindkomstland. Hvis man inkluderer de ikke aktivt arbejdssøgende, er den reelle arbejdsløshed noget over 40 %. I visse townshipområder er den over 80 %. Andelen af arbejdere, der tjener under 1000 rand om måneden steg i samme tidsrum til 39 % og samtidigt blev købekraften af dette beløb halveret af inflationen.

Arbejdsløsheden er størst blandt unge, sorte, og kvinder. Arbejdsløshedsraten for afrikanere var i 2001 50 % sammenlignet med 6 % for hvide. For unge under 30 år var raten 61 %.

 

De seneste tal fra Sydafrikas Statistik tegner et lidt usikkert billede af indkomstudviklingen. Den relativt højere lønstigningstakt for afrikanere, der er nødvendig for gradvist at udligne forskellene mellem sorte og hvide, er svær at få øje på. I 2002 stod de rigeste 10 % for 47 % af forbruget, mens de fattigste 20 % forbrugte 3-4 % af landets nationalindkomst. Ifølge sociologiske undersøgelser, der anvender gini-koefficienten (hvor 0 svarer til perfekt lighed og 1 til den værste ulighed, man kan forestille sig), ligger Sydafrika omkring 0,6 og er dermed (sammen med Brasilien) et af de lande, der har den skæveste indkomstfordeling i verden. Man får det samme indtryk ved anvendelse af UN Human Development Index.

Andelen af beskæftigede har været faldende i fremstillingserhvervene siden afskaffelsen af apartheid. Samtidig er lønarbejdets samlede andel af nationalindkomsten faldet til 51 %, hvilket er det laveste nogensinde, mens den andel, der stammer fra virksomhedsoverskud, er steget til 31 %.

På trods af dette overskud har investeringsniveauet i de senere år ligget for lavt til at sikre overbevisende vækst, hvilket også kan forklares med færre offentlige investeringer. Statens andel af de totale investeringer faldt fra 36 % i 1990 til 25 % i 2002 – det laveste niveau i nyere tid - grundet privatisering af offentlige tjenester og nedskæringer i statsbudgettet.

Ifølge World Development Indicators faldt de direkte udenlandske investeringer i Sydafrika fra 969 mio.$ i år 2000 til 585 mio.$ i 2004. Samtidig steg den officielle udenlandske bistand til landet til 617 mio.$. Det kunne tyde på, at omverdenen mere betragter Sydafrika som et u-land end som en reel partner.

 

Værdien af rand, den sydafrikanske møntenhed, har generelt været faldende efter 1994. Alene i 2001 faldt kursen med 40 %. Dette gjorde sydafrikanske varer billigere i udlandet og styrkede eksporten. I de sidste år er valutakursen steget grundet forbedrede nationaløkonomiske parametre og stigende guldpriser.

For at kompensere for tabene på hjemmefronten er sydafrikanske firmaer i stedet ekspanderet på andre afrikanske markeder og har udkonkurreret industrier i fattigere udviklingslande. På områder som energiforsyning, minedrift, og transport, men også i stigende grad i detailhandlen, er sydafrikanske selskaber nu dominerende i andre dele af Afrika. Effekten i form af nyinvesteringer og regulære arbejdspladser for ufaglærte i disse lande har været begrænset.

 

Debatten om økonomiske modeller og sociale løsninger

Den udviklingsøkonomiske debat har i høj grad handlet om klassiske problemer, såsom strukturelle faktorers betydning for udvikling og underudvikling, forholdet mellem vækst og omfordeling, samt relationen mellem stat og marked.

Indtil begyndelsen af 1990erne var debatten fokuseret på fordele og ulemper ved henholdsvis privatisering og nationalisering. ANC har aldrig været en erklæret socialistisk organisation og på trods af de revolutionære former, som den væbnede modstandskamp antog, har selv alliancepartnerne i fagbevægelsen og kommunistpartiet hele tiden været bevidste om, at den nuværende fase højst var en såkaldt nationaldemokratisk revolution – ikke en socialistisk. Under forhandlingerne med apartheidstyret om en relativt fredelig magtoverdragelse blev det helt klart, at et nationalt kompromis ikke kunne bryde med kapitalismen som sådan. Alligevel er rammerne for forandring hele tiden blevet diskuteret og ANCs signaler har været modstridende. I 1994 gik man til valg på et meget vidtgående socialt program, selv om man allerede da havde bestemt sig for en mere liberalistisk kurs. I december 1993 havde ANC, som part i den daværende overgangsregering, indgået en låneaftale med Den internationale valutafond, IMF, der i praksis bandt Sydafrika til en liberal strukturtilpasningsmodel. Samtidig valgte man at beholde finansministeren og nationalbankdirektøren fra det tidligere apartheidregime.

 

I 1996 vedtog regeringen i realiteten at nedprioritere ANC-alliancens fælles overgangsplan fra 1994, kaldet RDP (Reconstruction and Development Programme), for i stedet at følge en globaliseret konkurrencestrategi, som man kaldte GEAR (Growth, Employment and Redistribution Strategy).

ANC-regeringens liberale økonomiske politik har taget udgangspunkt i den opfattelse, at apartheid i sine sidste år hæmmede væksten, fordi systemet begrænsede den fri markedsøkonomi gennem restriktioner, protektionisme og statsapparatets sikkerhedsbestemte overforbrug. Derfor har institutionel liberalisering sammen med en konservativ finanspolitik været nøgleingredienser under ANCs lederskab. Statens fattigdomsbekæmpelse er blevet adskilt fra den generelle økonomiske politik og er mere blevet set som en humanistisk nødhjælpsforanstaltning end som en integreret del af en vækststrategi.

Dette valg af økonomisk politik står i nogen grad i modsætning til det fokus på strukturelle uretfærdigheder, som ANC stod for gennem sin historie som frihedsbevægelsens førende organisation.

 

Regeringens overordnede strategi har været at gøre op med apartheidårenes isolation og i stedet skabe en åben, konkurrencedygtig økonomi, der kan drage fordel af globaliseringen. Man er i praksis gået ud fra, at afviklingen af apartheid i sig selv ville føre til ny vækst, der lidt efter lidt automatisk også ville komme de fattige befolkningsgrupper til gavn.

Med det mål at afskaffe ineffektive strukturer og højne produktiviteten har man bl.a. afreguleret telesektoren, transportsektoren og den finansielle sektor. Produktionsstøtte, subsidier og toldskranker er blevet nedtrappet over en bred kam i overensstemmelse med WTOs og Verdensbankens anbefalinger.

For at tiltrække udenlandske investorer blev valutarestriktionerne lempet og de offentlige udgifter blev beskåret. I en periode blev renten hævet kraftigt. En vis indirekte eksportstøtte bliver dog opretholdt i form af opgradering af infrastrukturer, såsom havne og jernbaner, ligesom moderniseringen af råstofraffinaderier har modtaget statsstøtte.

Regeringen regnede med, at liberaliseringen ville give hurtige resultater, men mens visse nationaløkonomiske parametre, såsom budgetunderskud og inflation blev forbedret, udeblev væksten længe og samtidig steg fattigdomsproblemerne, blandt andet fordi RDP-planens tætte bånd mellem de vigtigste økonomiske ministerier og de sociale hjælpeprogrammer blev brudt.

 

Vanskelighederne med manglende jobskabelse og lav vækst har fremprovokeret to væsensforskellige hovedsynspunkter på valget af udviklingsmodel.

I erhvervsvenlige kredse ses de sociale problemer som naturlige omkostninger ved liberaliseringspolitikken, eftersom mindre produktive og konkurrenceudygtige virksomheder og institutioner nødvendigvis må bukke under for markedseffektiviseringen. Gennem denne udrensning af forældede strukturer har Sydafrika lagt grundlaget for en fremtidig vækst, der nu ligger lige om hjørnet. Der er derfor ikke behov for noget skift i den økonomiske politik.

Tilhængerne af den liberale model forventer, at opsvinget vil slå igennem for alvor, når økonomien er blevet renset for de faktorer, som forstyrrer markedet, derunder et ufleksibelt arbejdsmarked, hvor fagforeningerne angiveligt har for stor indflydelse, hvilket har ført til medarbejderrettigheder, der bebyrder virksomhederne og for høje lønninger, der besværliggør konkurrence med asiatiske producenter.

Græsrodsbevægelserne og fagbevægelsen, Cosatu, mener derimod, at de mangelfulde økonomiske resultater nødvendiggør en mere interventionistisk politik, hvor regeringen tager aktivitetsskabende initiativer, der gennem offentligt lederskab sikrer en bredere og mere retfærdigt fordelt vækst.

Fagbevægelsens økonomer kritiserer den liberale model for ikke at tage udgangspunkt i Sydafrikas socialøkonomiske virkelighed, men i urealistisk teori, ifølge hvilken investeringer og handel automatisk vil udfolde sig, så snart liberaliseringsprocessen har presset strukturforandringer og udrensninger igennem og derved har reduceret produktionsomkostningerne, og hvor kapitalen altid vil udnytte alle muligheder i et fuldt gennemsigtigt marked.

Venstrefløjens kritikere siger, at man ikke kan stole på denne automatik. Under en igangværende markedsrekonstruktion, som i Sydafrika, vil investorerne i et vist omfang holde sig tilbage og have svært ved at få øje på de nye sektorer og kundegrupper, som processen har åbnet.

 

I Sydafrika, hvor meget af kapitalen er koncentreret hos et fåtal af store selskaber - nogle skabt under apartheid som statsstøttede konglomerater - resulterede liberaliseringen i første omgang i en vis kapitalflugt, hvor mange af de førende firmaer placerede hovedparten af deres investeringer i udlandet eller endda flyttede deres hovedsæder til Europa.

Åbningen medførte ganske vist også sparsomme nyinvesteringer fra udenlandske firmaer, samt en øget produktion af visse eksportvarer, men den begrænsede vækst, som mest stammede fra produktivitetsstigninger indenfor de globaliserede elitesektorer, var nærmest jobløs og understregede dobbeltheden og uligheden i en økonomisk struktur, der har efterladt halvdelen af befolkningen på reservebænken.

 

RDP

ANCs oprindelige udviklingsprogram, RDP, byggede på en sammenhængende og social synsmåde, der sigtede på at højne den indenlandske produktion af basale fornødenheder. Gennem støtte til denne form for arbejdskraftintensiv virksomhed ville man ændre apartheidtidens skæve efterspørgselsmønster, hvor der mest blev produceret for de hvide mellemklassekunder. Denne model ville aktivt skabe arbejdspladser gennem offentlige satsninger og dermed også vækst gennem en udbredelse af hjemmemarkedets købekraft.

Udgangspunktet for RDP var, at udviklingsprocessen bør fokusere på at tilfredsstille grundlæggende menneskelige behov og også skal sikre lokalsamfundenes aktive medvirken i de beslutninger og processer, der påvirker deres dagligdag.

Omfordeling til fordel for det sorte befolkningsflertal blev opfattet som et middel til at stimulere vækst, bl.a. fordi produktionsapparatet er underudnyttet, samtidig med at der går en stor gruppe arbejdsløse rundt. Den folkelige entusiasme skulle i sig selv fremme økonomisk vækst på et basalt plan. Altså, vækst gennem omfordeling, snarere end bare vækst med omfordeling.

 

Den oprindelige transformationsplan fra 1994, RDP, lagde vægt på:

·               En grundlæggende omstrukturering, der på alle niveauer bør ledes af folkevalgte repræsentanter og som er afhængig af folkelige initiativer på græsrodsplan.

·               En demokratisering, der foregår både i bredden og i dybden, ved inddragelse af alle etniske, geografiske, og sociale grupper.

·               Produktion af basale forbrugsvarer, der kan fremstilles med den forhåndenværende faglige kunnen.

·               Erstatning for jord konfiskeret under apartheid, samt omfordeling af landområderne.

·               Hjælp til kooperativer og mindre jordbrug.

·               Støtte til små afrikanske iværksættere.

·               Begrænsning af importen af luksus-forbrugsvarer.

·               Massiv udbygning af infrastruktur og boliger.

·               Demokratisering af uddannelse og sundhedsvæsen. Sundhedsklinikker, voksenundervisning og en helt ny ligeberettiget uddannelseskultur.

 

Denne tilgang forudsætter, at regeringen effektivt kan integrere strategier for social og økonomisk udvikling. Staten pålægges her et ansvar for aktivt at omstrukturere produktionsstrukturen og skabe eller understøtte bæredygtige industrier.

Ifølge den dominerende liberale filosofi ville denne model, der vel nærmest kan betegnes som et miks af venstrefløjssocialdemokratisme og folkefrontsstrategi, imidlertid forvrænge og hæmme markedet og desuden ville finansieringen af de statsstøttede projekter kræve en skræmmende høj beskatning af firmaer og velstillede hvide. Det kunne medføre yderligere kapital- og hjerneflugt. Den nødvendige vækstrate blev heller ikke nået i de par år, hvor planen var et officielt flagskib. Venstrefløjens RDP-tilhængere beskyldte kapitalejerne for at sabotere planen gennem en de facto investeringsstrejke. Mange af de mest markante elementer i RDP blev efterhånden bortdømt som urealistiske og planen blev nedtonet til fordel for en mere højresocialdemokratisk-liberal model, hvor den forventede samfundsøkonomiske dynamik skal bruges til at sikre bedre vilkår for de underprivilegerede gennem rimelige, men mere passive, overførsler fra et forhåbentlig voksende skattegrundlag.

 

De RDP-reformer, som trods alt er blevet opretholdt, går især ud på at forbedre levestandarden i de afrikanske townships gennem bygning af små enfamiliehuse, samt forbedringer af elektricitets- og vandforsyningen. Det sker ofte på et lavere niveau, og til højere omkostninger, end forudset og rigtig mange fattige, derunder små iværksættere, har fået afbrudt vand og el igen, fordi de ikke kan betale afgifterne.

Selv om græsrødderne har presset på for en fattigdomsorientering af den finansielle sektor, med dannelse af almennyttige sparekasser og lignende tiltag, så er finansiering af sorte mikrovirksomheder fortsat vanskelig. De nye lærlingeuddannelser og faglige efteruddannelser har vist sig mere bureaukratiske end effektive og nybyggeriet er oftest blevet placeret langt fra bycentrene, hvor der ikke er nogen job. Desuden blev RDP-målet om at omfordele 30 % af landbrugsjorden hurtigt udskudt til en fjern fremtid. Derfor har reformerne kun resulteret i en begrænset jobskabelse. På udvalgte områder er RDP dog blevet fastholdt og har bragt forbedrede standarder for offentlige serviceydelser til mange sorte.

 

Reformerne har givet forbedrede standarder på mange områder:

·               Rent drikkevand til næsten 10 mio. mennesker.

·               3.5 mio. husstande har fået elektricitetstilslutning.

·               5 mio. mennesker er flyttet ind i nye boliger.

·               Bedre adgang til sundhedspleje.

·               Bedre undervisningsplaner på de fleste uddannelsesområder.

·               Mindre race- og kønsdiskrimination. Positiv særbehandling.

·               Større bevidsthed om alle former menneskerettigheder.

 

GEAR

Ledende erhvervsvenlige kredse i regering og administration følte imidlertid at RDP ikke i sig selv kunne give Sydafrika en moderne, dynamisk økonomi og de iværksatte GEAR uden diskussion med samarbejdspartnerne i Cosatu og kommunistpartiet. Strategien er siden fremkomsten blevet kritiseret fra mange sider af civilsamfundet for at ligne en selvvalgt udgave af Verdensbankens berygtede strukturtilpasningsprogrammer og for dårligt nok at nævne fattigdomsproblemerne.

Ifølge GEAR ville liberaliseringen skabe over en million nye arbejdspladser, men i stedet blev flere hundredetusinde job tabt i den formelle sektor. På det politiske niveau var GEAR en sejr for Thabo Mbeki, der konsoliderede sit lederskab og satte venstrefløjen i ANC-alliancen skakmat for en tid. På grund af de tvivlsomme resultater omtales GEAR nu kun sjældent som en samlet makroøkonomisk strategi og når det sker, mest som en bitter medicin, der skal klargøre økonomien, så man endelig kan tage fat på de sociale mål.

 

Hovedelementerne i GEAR-modellen:

·               Omstrukturering og begrænsning af den offentlige sektor.

·               Privatisering af offentlige tjenesteydelser.

·               Hurtigere reduktion af statens underskud og gæld.

·               Liberalisering af handelspolitikken.

·               Vækstfremme gennem eksport.

·               Gradvis ophævelse af finans- og valutakontrol.

·               Sænkning af erhvervslivets skattebyrde.

·               Prioritering af inflationsbekæmpelse.

·               Stabil, lav udlånsrente, når dette har været muligt.

 

Græsrøddernes kritik af GEAR-modellen:

·             Omfordeling ses i GEAR kun som et sekundært resultat af en forventet øget beskæftigelse skabt gennem traditionelle vækstmekanismer.

·             Planens markedsoptimisme forudsætter, at alle har lige adgang til markedet, hvilket ikke er tilfældet i den sydafrikanske kapitalisme.

·             GEAR hviler på tilliden til en ”trickle-down” effekt, hvor voksende produktion og akkumulerede ressourcer gradvist vil tilflyde det fattige flertal, hvilket ikke er sket endnu.

·             Strategien tager heller ikke højde for, at den nationale og internationale handel i realiteten hverken er fri eller fair.

·             GEAR ser tilbagebetalingen af Sydafrikas stats- og udlandsgæld som et højt prioriteret problem, selv om gælden blev skabt under apartheid og er relativt lille sammenlignet med vestlige landes.

·             Planen tilstræber skattenedsættelser og begunstigelser for velhavere for at fremme private investeringer - snarere end en forøgelse af statens indtjening og handlemuligheder.

·             De bestående produktionsstrukturer og ejerskabsforhold fra apartheidtiden anerkendes, mens arbejderne forventes at acceptere løntilbageholdenhed med et større fattigdomsgab til følge.

·             Liberaliseringen af valutakontrollen har gjort Sydafrika mere sårbart for kortsigtede kapitalbevægelser og spekulationsbølger.

·             I en relativt udviklet økonomi, som Sydafrikas, er en åben, konkurrencepræget vækststrategi mest til fordel for kapitalintensive, uddannelsestunge industrier, mens der vil ske afskedigelser på arbejdskraftintensive, lavteknologiske områder, hvor flertallet af sorte finder beskæftigelse.

 

Indenfor fremstillingsindustrien har markedsåbningen medført kraftige satsninger på nogle få eksportsektorer, mens importerede varer har trængt hjemmeproduktionen tilbage på mange andre områder. Kun et begrænset antal sydafrikanske varer er internationalt konkurrencekraftige og i perioder er importen derfor steget mere end eksporten.

Især på områder som mejeriprodukter, medicinalindustri og beklædning har importvarer overflødiggjort lokale producenter. Selv på felter som halvfabrikata til autoindustrien, hvor der har været eksportfremgang, har der samtidig været nedskæringer i arbejdsstyrken.

Stigende guldpriser har dog hjulpet handelsbalancen. Næsten halvdelen af Sydafrikas eksportindtægter kommer stadig fra mineraler, men guldeksporten med dens arbejdskraftkrævende processer er blevet mindre betydningsfuld sammenlignet med mere specialiseret platineksport og kapitalintensiv aluminiumsforarbejdning.

Man kan selvfølgelig spørge, hvad en tilstræbt arbejdskraftintensiv produktion egentlig ville indebære udover beskyttelse af ineffektivitet, men man må så også gøre sig klart, at langt de fleste mennesker her i verden ikke har nogen mulighed for at indgå i en kapitalintensiv produktion, hvad enten de måtte ønske det eller ej. Ikke desto mindre har de vel krav på at kunne skabe sig et dagligt udkomme.

 

Fremkomsten af en afrikansk overklasse

Begreberne ”affirmative action” og “black economic empowerment” (BEE) dækker over bevidst fremme af afrikanske interesser med det mål at bryde apartheids sociale og økonomiske arv. ANC-regeringen har i begrænset omfang anvendt både politisk pres og statens finanser til at skabe en sort storkapital. Det er f.eks. sket ved at mindre grene af de store konglomerater indenfor minedrift, forsikring og finansiering er blevet udsplittet som sortejede aktieselskaber. Den sorte overklasse er derfor vokset og samtidig har visse faggrupper med stærke interesseorganisationer, som f.eks. skolelærerne, nærmet sig middelklassestatus. Måske er over 25% af de relativt velhavende i Sydafrika i dag afrikanere (der udgør 80% af befolkningen som helhed).

Selv om denne udvikling har gjort forretningsverdenen en smule mere repræsentativ, så er det stort set sket indenfor den eksisterende, koncentrerede kapitalstruktur – ikke ved for alvor at udvide ejerskabet i bredden eller ved at understøtte alternative ejendomsformer.

Selv om uligheden indenfor den sorte befolkningsgruppe har været stigende, så hænger velfærd og race stadig tæt sammen: Mens mere end halvdelen af alle hvide husholdninger i år 2000 havde en månedlig indkomst på over 8000 rand, så gjaldt dette kun for 3% af de sorte husstande.

 

De nyrige afrikanere er især:

·             Ledere i statslige, provinsielle, og kommunale organer, samt halvstatslige tjenester og virksomheder. Høje offentlige embeder giver prestige, indflydelse, og kontakter og baner ofte vejen for endnu bedre stillinger indenfor det store erhvervsliv.

·             Uafhængige sorte entreprenører, der bl.a. har taget afsæt i fagforeningernes investeringsselskaber og pensionskasser. Regeringen har også solgt offentlige virksomheder til favorable priser, outsourcet serviceydelser, og efterspurgt leverancer på en måde, der har fremmet sorte kapitalinteresser.

·             Sorte højere mellemledere i de dominerende hvidtejede selskaber. En voksende, men fortsat meget begrænset kreds, der i starten mest blev ansat for at skaffe firmaerne nogle sorte frontfigurer og som stadig hovedsagelig arbejder i public relations og personaleområderne.

·             Professionsarbejdere og akademikere indenfor medieverdenen og de højere læreanstalter. Mange steder er politisk korrekte procedurer, der fremmer sorte ansættelser og ejerskaber, blevet normen.

 

Tegn på en mere social udviklingsstrategi

Når vækst bliver defineret snævert, som målelige kapacitetsstigninger i nationaløkonomien, bliver social udvikling meget nemt reduceret til en humanitær foranstaltning, der skal afhjælpe den værste lidelse. I modsætning til denne opfattelse så det oprindelige RDP-prospekt genopbygning, udvikling og omfordeling som en samlet og integreret proces og som et kollektivt samfundsansvar.

En kombination af faktorer peger mod, at visionerne fra RDP igen kan komme til at spille en lidt større rolle. Regeringens ansvarlige økonomiske politik har omsider, sammen med bedre internationale konjunkturer, skabt luft i statsbudgettet. Ifølge finansminister Trevor Manuels seneste finanslovstale har vækstrater og investeringer været pænt voksende efter 2002. Statens indtægter er steget, antallet af nyoprettede arbejdspladser er større end forventet og den officielle arbejdsløshed er nu nede på 26 %. Samtidig har der internationalt været stigende skepsis vendt imod strukturtilpasningsprogrammernes skadevirkninger på den offentlige sektor.

Efter flere trepartskonferencer med fokus på fattigdomsproblemerne, accepterede regeringen før lokalvalgene i 2006, at det var nødvendigt med både større sociale udgifter og en mere aktiv stat. Denne erkendelse afspejler sig i nationalbudgettet for 2006, der er noget mere generøst end tidligere budgetter.

 

Fremlæggelsen af nationalbudgettet for 2006 indikerede en justering af den økonomiske politik: 

·             Stigende offentlige udgifter til basale tjenesteydelser, uddannelse og boligbyggeri.

·             Mere fokus på jobskabelse gennem statsstøtte til infrastruktur og udvalgte sektorer.

·             Styrkelse af planlægning og koordinering, især på det lokale niveau, plus mere anerkendelse af folkelig mobilisering og deltagerstøtte omkring større projekter.

·             Større vilje til at omfordele jord på trods af hvide landmænds modstand.

·             Øgede bevillinger til lokalstyre og byråd.

·             Styrkelse af kollektiv transport.

·             Visse skattelettelser for lavindkomstgrupper.

·              Forsøg med gratis-skoler.

 

En ny økonomisk analysemodel kaldet ASGISA (Accelerated and Shared Growth Initiative) er under udarbejdelse, samtidig med at BEE omjusteres til ”broad-based black economic empowerment”. Fokus vil fortsat være på traditionel vækst, men med noget større vægt på social og racemæssig lighed. Det har endda været diskuteret, om der kunne blive råd til en generel velfærdsydelse i form af en meget lav statslig bistandshjælp til familier, der savner et indkomstgrundlag. Det ville være noget ganske usædvanligt i Afrika. Ud over samfundsmæssig stabilitet og overskud til politisk deltagelse (ved de sidste lokalvalg deltog kun 46 % af vælgerne) kunne en sådan overførselsindkomst stimulere købekraften og nedbringe kriminaliteten. I visse landområder udgør alders- og invalidepensioner allerede i dag en væsentlig del af de samlede indkomster. Fordelingen af sociale ydelser vil fremover blive flyttet fra provinsregeringerne, som har vist sig ude af stand til at distribuere midlerne, til et nyt statsligt kontor ”South African Social Security Agency”. Sociale bidrag og støtte til børnefamilier vil fremover nå ud til mindst 11 mio. mennesker.

Nogen systematisk plan for økonomiens udvikling i en mere social retning eller en egentlig regeringsforpligtelse overfor fagbevægelsens og NGOernes krav er der dog ikke tale om.

 

Meget af diskussionen omkring Sydafrikas fortid og nutid har handlet om ændringer i forholdet mellem klasse, race og nation. Under Mbekis præsidentskab virker det som om, at afrikansk identitet og sydafrikansk nationalfølelse har fået en renæssance, men måske mest som et dække over manglende resultater på det sociale område.

Hvis man studerer nuancerne i regeringsdokumenter i tiden efter 1994, kan man konstatere et gradvist skifte fra fokus på ulighed, set som en følge af et uretfærdigt politisk-økonomisk system, over mod fokus på fattigdom generelt, set som et uundgåeligt biprodukt af forbedringer i de nationaløkonomiske indikatorer, og senere også mod fokus på en eliterolle for afrikanere i erhvervslivet. Samtidig er fokus ændret fra ”non-racialism” og ”rainbow nation” til ”African renaissance” med større vægt på afrikansk racebevidsthed end på klassebevidsthed.

Spørgsmålet er imidlertid, om der overhovedet eksisterer et reelt alternativ til den førte politik og svaret fra fagbevægelsen og venstreoppositionen på dette spørgsmål har ikke været overbevisende.

 

 

Referencer

 

Sekundærlitteratur:

Stephen Gelb, Economic Growth and Transformation, Taking Power in the Economy: Gains and Directions, Economic Transformation Audit 2004, Institute for Justice and Reconciliation, Cape Town, 2003.

David Everatt, The politics of poverty, Development update, Policy and Law Online News February 2004, Creamer Media’s www.polity.org.za.

Neva Seidman Makgetla, Post-apartheid Economy, Review of African Political Economy, Vol. 31 No. 100, pp 263-281, 2004.

Servaas van der Berg, Changing Patterns of South African income distribution: Towards time series estimates of distribution and poverty, South African Journal of Economics, Special Conference Issue, 2004.    

Seekings, Jeremy and Nattrass, Nicoli, Class, Race, and Inequality in South Africa, New Haven, Yale University Press, 2005.

M. Leibbrandt, J. Levinsohn, and J. McCrary, Incomes in South Africa since the fall of apartheid, NBER report, National Bureau of Economic Research, 2006.                                                   

Nowak, M. and Ricci, Luca Antonio (eds.), Post-Apartheid South Africa: The First Ten Years, IMF, 2006

                     

Fattigdomsundersøgelser:

Haroon Bhorat, Laura Poswell, Pranushka Naidoo, Dimensions of Poverty: Post-Apartheid South Africa in 1996-2001, Development Policy Research Unit, University of Cape Town, 2004, http://www.commerce.uct.ac.za/Research_Units/DPRU/OtherPDFs/Poverty_Status_Report.pdf.

Ingrid Woolard, An Overview of Poverty and Inequality in South Africa, Working Paper prepared for DFID (SA), July 2002, http://dspace.wustl.edu/handle/1838/63.

South African Human Rights Commission, http://www.sahrc.org.za/economic_and%20_social_rights.htm.

Poverty and inequality in South Africa 2004 – 2014, http://www.sarpn.org.za/documents/d0000649/index.php.

Poverty and Inequality in South Africa, http://www.polity.org.za/html/govdocs/reports/poverty.html.

 

Statistikker:

Statistics South Africa: http://www.statssa.gov.za/.

South African Statistics, South Africa in Transition, Pretoria, 2001.

StatsSA, Labour Force Survey, September 2002, electronic database.

South African Yearbook 2003/04: http://www.gcis.gov.za/docs/publications/yearbook.htm.

Department of Finance, http://www.finance.gov.za/default.htm

South African Reserve Bank, http://www.reservebank.co.za/.

World Development Indicators database, April 2006.

World Facts: http://worldfacts.us/South-Africa.htm

 

Andet:

The EDGE Institute, http://www.the-edge.org.za/.

UNDP in SA, http://www.undp.org.za/siteindex.html, fortolket af World Socialist Web Site, http://www.wsws.org/articles/2004/may2004/safr-m21.shtml.

Trade policies and agricultural trade in the SADC region, http://www.sarpn.org.za/documents/d0000393/index.php.

African Development Bank, http://www.afdb.org/portal/page?_pageid=473,969532&_dad=portal&_schema=PORTAL.

Wikipedia leksikon, http://en.wikipedia.org/wiki/Gauteng_Province.

http://stats.oecd.org/mei/default.asp?lang=e&subject=8&country=ZAF.

http://www.statssa.gov.za/keyindicators/cpi.asp.

http://hdr.undp.org/statistics/data/countries.cfm?c=ZAF.

http://www.nber.org/papers/W11384.

http://www-personal.umich.edu/~jamesl/LLM_Dec9_2005.pdf.

http://www.sarpn.org.za/documents/d0000327/P280_Pricing_Chapter3.pdf.

http://www.imf.org/external/country/ZAF/index.htm.

http://www.mg.co.za/articleList.aspx?area=economy.

http://www.busrep.co.za/.

http://www.reservebank.co.za/internet/Publication.nsf.

http://www2.resbank.co.za/internet/Glossary.nsf/0/cf8ddca8a8853c8542256b43002fbf78?OpenDocument.

http://www.nrf.ac.za/sada/ahdetails.asp?catalognumber=0142.

http://www.oanda.com/products/bigmac/bigmac.shtml.

http://www.lib.umich.edu/govdocs/steccpi.html.